Bare langt op i røven, med det nu.

Fuck, hvor jeg hader mig selv for at gå herind og skrive blogs pt.. Jeg ville ønske, jeg kunne skrive blogs om hvor glad jeg er, og hvor godt det hele bare kører, men sådan er det bare fucking ikke. Hele dagen har jeg svinget rundt imellem hundrede følelser. Jeg tror faktisk jeg har været hele registret igennem.
Jeg vågnede op helt vildt ked af det, og det var først efter jeg sådan rigtigt var vågnet, at jeg helt huskede, hvorfor jeg følte mig så ked af det.

Jeg tog afsted. Sød som jeg er stod jeg op klokken 6 for at være på skolen halv 8, selvom jeg først skulle møde klokken 8. En fra min klasse skulle til sygeeksamen og ville låne mine noter, og det var jeg for sød til at sige nej til. Også selvom jeg sov utroligt ringe i nat efter en masse tankestrømme og tårer.
Og så brugte jeg ellers min dag på at være utroligt hyper. På den vanvittigt irriterende måde. Og når folk spurgte; "hvorfor er du i så godt humør?" Måtte jeg jo svare, at jeg faktisk var i utroligt dårligt humør, og at jeg ikke anede, hvorfor jeg var sådan. Det ved jeg stadig ikke. Jeg tror, at jeg prøvede at glemme tingene herhjemme. Smide dem om et sted i baghovedet, så jeg slap for at være sårbare lille Katrine og fik det hele til at se ud som om, at jeg var okay. Et kort øjeblik følte jeg mig det. Altså okay. Men da jeg sad i bussen på vej hjem, måtte jeg lukke øjnene et øjeblik, for ikke at lade øjnene løbe over. Realiteten gik op for mig. Igen.

Og på vej hjem blev jeg vred. Sådan rigtigt vred. På mig selv. På ham. Over det hele. Jeg havde virkelig lyst til at slå nogen. I stedet købte jeg en bøtte med Carte d'or (stav) is, som var på tilbud. Det syntes jeg var i orden. Selvom jeg slet ikke har råd, og egentlig gerne vil tabe mig lidt.
Og da jeg kom ind ad min dør, så havde jeg igen bare lyst til at tude.

Har kun spist is siden jeg kom hjem, og et stykke pizza fra igår, og har ikke lyst til mad. Jeg er også røvforkølet og har ondt i halsen. Lorte allergi/forkølelse/fuck.
Jeg sov et halvt minut ved 18-tiden hvor min bror så skrev en sms, om, om vi skulle ses i imorgen, og gud hvor var jeg igen tæt på at tude. Lige i det øjeblik savnede jeg godt nok at få et lille kram af ham, og mærke at jeg var elsket. Den følelse savner jeg vist lige pt..


Jeg burde på ingen måde sidde her og tude. Jeg er selv uden om det. Fuldstændigt. Det er fuldstændigt min egen skyld. Ikke hans. Ikke min "families". Kun min.

Men hvordan skal jeg dog lade være at græde? Jeg kan jo ikke tilgive mig selv det her. Jeg tør ikke engang fortælle det her til folk, for fuck hvor ville jeg dømme en person der opførte sig, som jeg opfører mig. Jeg er klam og uduelig, og en fucking kælling. Destruktiv og dum i hovedet.

Jeg er så ked af det, og jeg har slet ikke kræfterne til at være handlekraftig og gøre noget ved alt det her lige nu. Jeg vil bare have ro. Bare lige lidt. Falde ned. Jeg ved godt, at jeg burde gøre alt muligt. Jeg er ikke dum. Men jeg har ikke flere krafter nu. Jeg ved ikke hvor jeg skal finde dem henne.

Fuck mig og alt det her lort.