That should be me

That should be me, holding your hand. That should be me, that should be me... 

Jeg er ikke over dig, jeg savner dig. Jeg taenker paa dig hver dag.
Jeg ved godt du er sammen med en anden, endda min "veninde".
Som at blive ramt i hjertet af en kniv. Hvad gjorde jeg galt? Hvad gjorde jeg galt siden det endte saa galt?
Altsaa.. Alle vidste hvor hojt jeg elskede dig og hvor hojt du elskede mig.
Jeg var ikke et sekundt i tvivl om det.
Vores sommerdage, vores kys, vores naetter, vores lange naetter ude paa stranden,
vores efteraar, vores varme naetter under dynen med en film, vores lange samtaler.
Jeg savner det. Jeg savner dig. Det odelaegger mig indeni at se dig med en anden..
Selv efter 4 maaneder er jeg ikke kommet over dig. 

Fanden tage mig. Hvad fanden er der galt med mig?
Jeg burde hade dig. 

Jeg skriver ned for mig selv, ikke for jer. Men jeg elsker tanken om andre læser det, så sidder jeg ikke inde med det.. Derfor deler jeg ud. Deler min blog ud. Deler min dagbog ud. 

Nu skal du høre. 

Jeg er indlagt. Jeg er indlagt fordi de er bange for jeg har spise forstyrrelse. Jeg har behov for at komme ud med det her, bære over med mig .. 

Jeg er indlagt, de tror jeg er sindssyg. At jeg har mistet forstanden, mistet alt efter min far. Det er den samme hospital. Jeg har hilst på de mennesker der også var her i 2010. December 2010. D. 3 december 2010. Det er de samme læger. De har været oppe og snakke med mig. Givet mig kram. Sagt det hele nok skal gå. Hvad er det der nok skal gå? Jeg har opfattet han er død. Jeg har opfattet at folk viser sympati alene fordi det er noget man skal mod folk der har mistet. Vise sympati selvom de er røv ligeglade. Så rend mig, så langt op i røven. 

Jeg har planer om at flygte. Flygte ud fra kbh, væk fra det her kaos. Bare flygte hen til et sted ingen kender mig. Starte helt forfra. Et sted hvor jeg kan lave mig en ny person. Være en ny Katrine. Jeg vil flygte til Spanien, så vil jeg bo der og arbejde med børn. Og i fritiden så vil jeg skrive. Og jeg vil aldrig nærme mig en fyr, nej. Jeg vil få kunstig sæd, få mig to børn. Også leve med dem i Spanien. Give dem det perfekte liv. Intet de skal mangle. Jeg kan godt lide og drømme mig væk. Drømme om et andet liv. Jeg hader det her liv. Nej, jeg hader det ikke men jeg elsker det heller ikke. Det ned af bakke. Kommer der et tidspunkt hvor det op af bakke er der altid en idiot der skubber mig ned af bakke. Og jeg har svært ved at kravle op af bakken igen. Jeg ikke så stærk. Ligesom nu. Jeg er så svag, så svag. Derfor jeg er indlagt. Jeg kunne slet ikke stå på mine egne ben til sidst. Jeg har tabt mig 6 kg lige siden nytår. Det ikke fordi jeg ikke spiser, for det gør jeg. Tro mig. Jeg har det bare ikke godt. Og jeg ønsker ikke nogle der har ondt af mig, dem er der alt for mange af rundt om mig. Jeg ønsker bare at alle er som det for to år siden. Jeg ønsker at jeg kunne spille håndbold igen. Jeg ønsker at jeg kunne skrive lykkelige tekster stadig. Jeg ønsker at jeg kunne smile fra hjertet af. At min latter kom fra hjertet af. Jeg ønsker så mange ting. Men livet går videre, det forandre sig hele tiden, intet er det samme hele livet igennem. Ikke engang jeg selv. Jeg ønsker at glemme alt for et lille sekund og bare være Katrine. Bare danse, grine, smile og lege. Bare for et lille sekund. Bare være mig selv. Jeg føler mig som en gammel dame. Indlagt, samtaler med psykolog hverdag. Vejes hverdag. Proppes med medicin, blodprøver, nåle og jeg ved ikke hvad.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre længere.. Jeg flygter snart, virkelig. Jeg vil bare afsted. Starte helt forfra. 

Og nu har jeg ikke mere at skrive, jeg skulle bare ud med det her pis. 

Mit hjerte.

Men måske blev jeg født sådan. Måske er mit hjertes vægge tyndere end andres. Eller mit hjerte mindre eller større, med for få kamre eller måske for mange. Måske blev jeg født med mit hjerte udenpå brystet, og lægerne kunne ikke se det, men med tiden forstod mine forældre, og de som kom nær. De så det med det samme. Syet på udenpå mit bryst. Bankende og fint og skrøbeligere end andres. Og jeg lod dem alle komme ind og forsøgte at passe verden ind, så den kunne være derinde, men der var ikke nok plads, og det krakelerede, delte sig. Eller måske blev det sammen. Måske er det blot, som det er, skrøbeligere end andres. 
Måske er det derfor, at jeg har lettere ved at græde. Måske er det derfor, at jeg synes, at alt er så ufatteligt smukt og besynderligt og sørgmodigt. Måske var det derfor, at jeg fandt ordene. Så jeg kunne føle, at mit hjerte var som de flestes. Måske er det sådan med os, nogle af os. Vi ødelægges nemmere. Alting kommer så tæt på, så smertefuldt og fint. Fordi vores hjerter er mindre eller større. Eller udenpå. På vrangen. Forkerte og rigtige på samme tid. Måske er det derfor, du græder, når du lytter til regnen. Eller altid hører musikken. Måske er det derfor, du føler dig så hul og tom og fuld på samme tid, når du ser efterårsbladene danse i blæsten. Eller de nøgne træer i januar, eller kærlighed som faldt i søvn under sneen. 
Men måske vil det vokse med tiden. Eller falde sammen. Eller måske vil det finde sin egen vej ind i mit bryst, måske vil det falde på plads en nat imens jeg sover, og jeg vil vågne og ikke græde over tilværelsen og verden og menneskerne. Måske vil mine vægge blive tykkere, og jeg vil lære ikke at lukke alt ind så let. Eller måske skal vi leve sådan for evigt. Forsøge at opbygge noget i os. Og lære at reparere os selv, siden vi er så fragile, så let ødelagte. Måske er det sådan, vi må leve. Måske var det sådan, vi blev født.

Du behøver ikke bekymre dig om at jeg vil være alene. Du har flere valgmuligheder. Flere piger af mine slags. Flere at snyde. Flere at knuse. Flere til at ødelægge og flere gratis billetter til velgørenhed. Når jeg tænker over det, så var det ikke længe efter du gav mig kærlighed. Inden vi overhovedet havde mødt hinanden var du så sød, men det tilhørte sandsynligevis legen. Efter første øjekast, blev du prinsen af mine drømme. Men du efterlod mig. Alene. Ingen lægger mærke til mig, ingen spørger mig om hvordan jeg har det, ingen gør noget som helst ligesom du gjorde. 

Jeg var bange for at du havde forladt mig. Jeg var kun én af de piger, du tog med hjem og tilbragte en hel weekend med. Jeg var bare en af ​​de piger. intet mere. Havde jeg været mere for dig havde det stadig været mig. Vi ville stadig være sammen. Leve i et løgn. Et løgn bygget på dig. Med mine tanker og min kærlighed. 

Når jeg lå der, med hovedet på dit bryst. Dine fingre pillede og du kørte din hånd gennem mit hår, følte du noget så? Når vi elskede, der var heller intet vel, ingen følelser vel? Da vi holdt hinanden i hånden i regnvejr, da vi kyssede under regnen. Det var den syvende himmel for mig, den lyserøde sky. Men det der er dit hverdag. Dit fucking liv. Du gør det der hele tiden. Ny pige, hele tiden. Fucking ny pige hele tiden. Jeg var bare hende der hang på dig lidt længere end de andre. Bare en pige der var håbløs forelsket i dig, bare en fucking pige du kunne nyde alle de dage, alle weekender du havde lyst. Og smide væk når hun fandt ud af din virkelighed. Smide mig væk som skrald, da hun prøvede at komme i vejen for dig.. 

Jeg lover dig, havde duværet i stand til at læse mine tanker, jeg ville have ødelagt, ruineret, helt dræbt dig i mine tanker. Du var mine tårer, det er du stadig. Fire måneder efter, græder jeg stadig over dig. Spilder mine tårer på dig. Du er mine tårer. Jeg fucking hader dig. 

Så rend mig, jeg kan sagtens have det godt uden dig. 

Jeg ville ønske at du kunne læse mine tanker, kunne det måske have fået dig til at forstå. Forstå alt det her .. Du får mig ikke tilbage denne gang. Gør du ikke .. 

Her er jeg.. Igen.

Jeg skriver for min egen skyld. For mine tankers skyld. For ordenes skyld.
Ord er smukke. 
De fortjener at komme ud, at blive set på skrift og at blive læst. 
Blive læst af nogle der værdsætter ord. De fortjener at blive værdsat.

Mine ord er mine.
De er sårbare, de er bevægende, de er fjollede, de er smukke, de er ærlige, de er hadefulde, de er underlige, de giver ingen mening, de er mine tanker, de er mig. 
De er mig.

Og her er jeg. Endnu engang. 

Jeg er til grin.. Drømmer om kærligheden, når jeg ved jeg ikke finder den. Jeg er bare ikke den type pige der venter på kærligheden, man skal kæmpe for alt hvad man vil ha'. Hvad fanden skal jeg kæmpe for? Jeg vil også gerne være en af de tøser der snakker om en dreng til pige aftener, jeg vil også have en kæreste, jeg vil også gerne være forelsket, jeg vil også være elsket, jeg vil elske, jeg vil have en dreng.. En der kun er min. En der elsker mig. Jeg drømmer bare. Jeg har haft det hele før, jeg har oplevet alting. Jeg duer ikke til kærlighed, måske ender jeg som en gammel dame på et plejehjem, uden børn og familie og med tons af katte, for at få fyldt min ensomhed ud.. Jeg er til grin. Træd ind i virkeligheden, Katrine. For din egen skyld, du kører dig selv ved at tænke på den måde.

Ingen pige fortjente det du gjorde mod mig ... Jeg tør ikke. Jeg tør ikke selvom jeg så gerne vil. Jeg tør ikke, jeg fucking tør ikke. Det jo ikke alle drenge der er ligesom dig, der findes også nogle gode drenge. Det bare.. Jeg typen der passer på mig selv. Det lovede jeg min far. Jeg holder det jeg lover .. Jeg bare.. Til grin. 

Distance. 2 timer. Jylland. København. Dreng. Pige. Drømme. Forhåbninger. Ønsker. Og en milliard ting en pige bilder sig ind... Han er ligeglad. Fuldstændig. Hvem er hun i det hele taget? Bare en lille pige, med 1000 drømme om kærlighed. Bare en pige, som hele tiden mister. Aldrig får. Mister. Hun er færdig med det, færdig med at drømme, færdig med det hele. Der er intet tilbage længere. Hun gider ikke mere. Det hele er håbløst for hende. Hvorfor prøve, når hun intet får til gengæld? Hvorfor blive ved, når det kun er hende der lyster? Kun idioter bliver ved, hun er ikke en idiot..

Du er årsagen til min angst. Du er årsagen til mit tab. Du er grunden til at jeg ikke tør. Du er grunden til, at mit hjerte er brudt i 1000 stykker. Du er grunden til, at mit liv har været et sort hul, siden Oktober. Du er grunden til at jeg næsten ikke tør tænke på mig selv længere med en dreng. Men alligevel jeg savner dig så forfærdeligt meget. Ja jeg ved det jo godt... Du er bare en fucking fyr, en af ​​milliarder, jeg kender. Men når hjertet tager sit sted, så er det ligegyldigt hvad det handler om, fordi hjertet har sine egne grunde til at føle, intet jeg bestemmer. Jeg ved, hvilken en kæmpe idiot du er, og du med sikkerhed vil grine af mig, når du læser dette, hvis du læser dette. Du griner ad, at jeg bruger tid på at skrive om dig, når du sikkert for længst har glemt mig. 

Jeg lå nøgen i din seng. ikke kun med tøjet af, men også med min kærlighed, omstrejfende videre til det næste hjerte, din. Jeg ved godt jeg selv valgte at smide dig ud af mit liv.. Men hvornår? Hvornår kan jeg med stolthed sige at jeg er fri? Fri for dig, fri for dig i mine tanker, i mine drømme, ud af mit liv.. Jeg tror at af begge os to, så det mig der var ramt mest. Det mig det hele gjorde mest ondt på. Jeg troede jo du var min helt store kærlighed, jeg ved jeg lyder som en tudeprinsesse. I know.. Men hvad skal jeg gøre? Jeg elskede dig bare af hele mit hjerte. Du ødelagde mig som en haj æder et menneske.. Jeg gjorde det forbi, jeg sagde farvel, jeg stod med et smil på læben den dag, mens du stod med tårer på kinden.. Jeg indså bare jeg fortjener bedre, jeg ved det stadig godt. Tre fucking skide gange gjorde du det forbi, såret mig, men altid fandt mig igen, altid vandt mig tilbage. Du har prøvet igen, jeg har bare sagt nej.. Spillet kold overfor dig, men tudet som en vandhane hver fucking evig eneste gang. Jeg fortjener bedre. Tænk.. En skide strand fest i sommers førte mig indtil så meget lort. Nej ikke lort, det er ikke ordet. Den fest førte mig hen til dig, en skønagtig, vidunderlig, dejlig, fantastisk dreng, som jeg forelskede mig i. Dybt. Du mit første kærlighed, den første dreng jeg elskede ægte. Den første dreng der knuste mit hjerte.. Den første dreng jeg græd over, den første dreng jeg kastet ting efter, den første dreng jeg kaldte for et svin.. Den første dreng der ligger nummer 1 på min liste over idioter. 

Jeg så sur på mig selv, jeg den type pige der passer på mig selv.. Hvorfor gik det galt for mig?

Jeg er begyndt at indse ting, nu. Jeg blevet klogere, på alt det kærlighed noget. Takket være dig.Næste gang nogen tager mit hjerte fra mig, vil jeg aldrig give det fuldt ud. For det ender helt galt, ligesom det gjorde med dig. Det er trist, faktisk. Jeg ked af at jeg ikke vil være i stand til at føle det samme for en anden igen, eller måske skal jeg sige, i lang tid. Der er én for alle, så i virkeligheden sidder der en dreng et eller andet sted ude i den store skræmmende verden. Han sidder og venter på mig, og jeg på ham. Måske kender jeg ham i forvejen og måske ikke, jeg ved det ikke. Det værste var, at jeg misforstod den del af livet. Jeg troede du var ham. Du var den der ville bejle til mig på vores første årsdag, og så videre gennem årene. Jeg troede virkelig på det, og jeg skammere mig så meget. Skammere mig over hvor blind jeg var, fordi det viser bare min uskyld, når det kommer til kærlighed fronten. Du tog den fra mig. Den der første teenage kærlighed tog du fra mig,du lige har forladt det brudt slidt i mine arme. Jeg ved godt intet varer evigt, eller jo. Et eller andet sted varer det jo evigt. Alle de gamle mennesker, der har været gift i over 50 år. Aldrig mistet kærligheden, der døde hånd i hånd. Det varer evigt. Du er ikke længere den fyr, du ønsker, du er den fyr, du ønsker at skyllevæk, og jeg vil aldrig igen komme tæt på dig. Jeg har indset at jeg slet ikke har noget kærlighed tilbage til dig længere, jeg så glad for det. Det bare, stadig er der perioder hvor jeg savner. Jeg vil ikke sige jeg savner dig, for det gør jeg ikke, jeg savner det forhold vi havde engang. Jeg ville ønske at det ikke var sådan, at der var en anden nu. Ligesom der er en anden i din verden, nu. Men du og jeg ved begge at vi ikke bare var et spil, vi to var elskere. Det er et faktum. Jeg ændrede ikke mit liv selv, det var dig. Dig der viste mig den virkelige verden, dig der gjorde mig moden, dig der har gjort mig til den jeg er lige nu. Jeg ønsker ikke den pige jeg kendte så godt, tilbage. Denne pige var bare latterligt forsvundet i dig,selvom du såret hende gang på gang. JEG burde være behandlet som jeg behandlede dig. med respekt, hengivenhed og ren kærlighed. 
Jeg er glad for den nye pige, hun ved nu bedre. Hun kan finde ud af at passe bedre på sit hjerte og sig selv.

"Okay nej, fuck det, jeg lyver"

Vi har erindringer, der vil være for evigt. Okay nej, fuck det, jeg lyver. Mine erindringer vil blive for evigt, mens dine sikkert allerede er løbet tør for damp. Sandsynligvis ikke, men jeg vil tro det. Hvad er jeg så til dig? Jeg er en af ​​alle de piger. Du er godt tilfreds, hvis jeg bliver vred og vi stopper, så har du en mindre at beskæftige dig med. Jeg kan forestille mig, at det er rart. Så jeg valgte for 3 måneder siden at holde mig væk fra dig. Bare så du kunne undgå flere problemer. For der er ingen mennesker, der inderst inde ønsker at være et problem for andre. Hvis man ønsker at skide, med fucking dem, der elsker dig, så der noget galt med dig. Jeg elskede dig. Jeg holdt op med det, eller måske bare holdt op med at vise det. Det nytter intet, det skader kun mig selv. Jeg tænkte, at når man var forelsket, at man havde brug for personens nærhed på alle tidspunkter. Sidste sommer, var jeg bange for at falde i søvn fordi jeg troede, jeg ville vågne op uden din kærlighed, var så bange. Jeg var så bange for det ville forsvinde, hvad jeg ville fortælle dig, hvis det ikke forsvandt. Men nu beklager jeg. Jeg sover hele tiden, sover tidligt om natten. Elsker at mine drømme har været i stand til at forudsige, hvad der ville ske, eller  advare mig om det hele. Men nej, jeg syntes stadig at du var drengen i mine drømme. Du var der. Hver nat. Jeg var glad, du var ikke alene en drøm. Du var min virkelighed, min skat, min dreng. Løgn. Du har altid været så forfærdeligt falsk. Du ved, hvad det værste er? Det er, at jeg er begyndt at tro, ​​at jeg rent faktisk var den eneste pige for dig. Jeg begyndte og tro på hvert evig eneste ord der røg ud af din mund. Jeg begyndte at tænke, hvorfor er du stadig her, hvis du er den forkerte? Jeg valgte mig selv, jeg gjorde mig selv stærk. Jeg var stærk nok til at sige farvel til dig, min elskede gennem 8 måneder. Mine erindringer, de vil være i mit hjerte for altid. 

"Man burde undre sig over om du har et hjerte af sten"

2012 i år, burde du kun være en lille dum fejl fra sidst år. 2011 er dit år i mit hjerte. I år, alle andre er nødt til at tage din plads. I år skal jeg tænke tilbage på dig som noget smukt. For du er smuk. Dine handlinger er smukke. men du behøver ikke være enig. Du har ikke fingrene i kontrol, når de vender ryggen, og det er her du bliver til grin i stykket. Hvem i helvede har den frækhed at såre nogen på sådan en forfærdelig måde? Jeg ved ikke hvad du tænker på. Har du mistet dine hjerneceller i en tragisk ulykke, eller hvad er det der gør at du behandler folk sådan? Det er ikke menneskeligt. Man burde undre sig over om du har et hjerte af sten. 

De snakker og snakker..

Folk siger jeg leger for meget mine tanker,
Jeg kan godt lide at lege,
Jeg ikke som jer,
Jeg typen der deler mine tanker,
For at få det bedre.
Jeg er ik' som alle de andre.

Jeg elskede..

Vi elskede. Nøgne. Under min dyne. I min seng. Under din dyne. I din seng. I dine forældres seng. Vi elskede. Det var det vores forhold handlede om. Der var kærlighed under dynen. Udenfor dynen var det kun sure miner, skænderier, knuste hjertet.. Det hele helet når vi to kryb under dynen. Nøgne. Og vi elskede. Fortalte hinanden i tunge åndedragt, at vi aldrig nogensinde giver slip på hinanden. Fortalte hinanden at vi nok skal komme igennem denne hårde tid, for vores kærlighed er stærk. Jeg troede på det. Tilgav dig gang på gang. Kun fordi du lovede at vi nok skulle finde gode tider igen. Alt var forandret, undtagen din og mine nætter. Sengen, den eneste tegn for mig på at vi nok skulle klare den. Du sagde at du elskede mig, at jeg var din prinsesse, din eneste ene, hende du vil give alt op for. Du sagde det kun når vi lå nøgne, under dynen. Faldt i søvn på din bryst med et smil på læben, mens du kærtegnet min ryg. Følte at intet kunne ødelægge mig, intet kunne ødelægge os, ingen kunne komme mellem os to igen. For lige i det øjeblik, var det kun glæden der fløj omkring os. Glemte alt det onde, forkuserede kun på at du nu endelig havde et smil på læben. Det var det eneste jeg ønskede. At se dig smile igen, for jeg ved hvor hårdt du havde det. Du sagde du aldrig ville lade det gå udover mig, men hver evig eneste gang, gik det udover mig. Jeg levede med det, for din skyld. Tænkte at min skat, har det hårdt. Det hele skal nok gå, jeg kan godt klare det. Tænkte jeg også første du var mig utro, græd uafbrudt i to dage. Du kom hen til mig, sagde at det alene var hendes skyld. Jeg vidste jo godt at det var lamme undskyldninger, men hvad skulle jeg gøre? Du sad der, holdt om mig, kyssede mig på panden, næsen, håret, sad og undskyldte med tårer i øjnene. Jeg tilgav. Vi elskede. Nøgne. Det hele blev godt. Også kom det hele flyvende igen. Denne gang droppede jeg dig. Gjorde det forbi. Sagde at nu var det nok. 12 dage efter sad vi sammen igen. Hvordan, det ved jeg ikke. Kunne ikke undvære dig. Det hele var så perfekt igen.. Men folk var imod os to. Vi klaret det, eller du kæmpet for det. Under dynen, med dine ord, i din seng, i min seng. Vi elskede mens du fortalte mig at jeg kun er din, og du kun min. Hvad var det for et forhold? Jeg elskede ikke dig, jeg elskede at jeg var elsket af en. For du var et svin, hele vejen igennem. Jeg var ikke forelsket i dig, jeg var forelsket i ideen om at en så vidunderlig dreng, elskede mig. Måske det noget jeg bilder mig ind. Måske var vi begge forelsket. 8 måneder, det jo ikke bare noget for sjovt. Man spilder ikke 8 måneder på en, man ikke var forelsket i vel? Jeg elskede vores nætter. Jeg elskede at du var min bedsteven. Jeg elskede at du beskyttet mig mod alt ondt, bare ikke det du satte mig ud for. Jeg elskede.. 

Jeg glemmer dig aldrig.

Jeg glemmer dig aldrig. Vi brugte mere end et halvt år på hinanden. Alle sagde til mig i starten at jeg skulle tage mig sammen, at du er den største omgang lort. Jeg havde jo hørt rygter om dig før, men jeg den type, der altid ignorere det folk siger. Gør det der passer mig. Gjorde det samme med dig, valgte dig. Mistet en del, for din skyld. Ofret så meget, bare for at jeg kunne være din og du min.
Du var min skat, min store kærlighed, men ikke mit livs. Det var også grunden til at jeg blev ved, ved efter alle de gange du såret mig. Grunden til at jeg lod dig lege med mig, selvom jeg vidste at du ingen følelser havde tilbage for mig. Jeg var ligeglad, det eneste jeg ville var at mærke din kærlighed. Blive holdt om af dig, høre dig sige; "Katrine, jeg elsker dig.", om aftenen, inden jeg faldt i søvn. Falde i søvn i dine arme, se dig i øjnene i flere timer, falde i søvn mens du fortalte en godnat historie, for du ved hvor højt jeg altid har elsket at falde i søvn til eventyr om prinsesser og kærlighed. Hver weekend, der lå du og fortalte alle eventyr du kendte op for mig. Men med vores navne. Og sluttet af med hvor højt du elskede mig, hvor lykkelig jeg gjorde dig. Det gik i stykker, det hele. Jeg ved ikke hvor jeg begik en fejl, for mig var det hele perfekt, lige indtil den dag du pludselig havde været sammen med en anden. Hvad gjorde jeg galt? Hvad manglede der i min kærlighed? Jeg gav dig alt i mig. Alt, der var intet jeg ikke gjorde eller ville gøre for dig. Du ændrede så meget ved mig, mit synspunkt på så mange ting, du gjorde mig til en hel anden person. Både godt og dårligt. Du har gjort så meget ved mig.. Jeg savner de weekender hvor det kun var os to. Bare dig og mig i min seng, hvor vi bare lå og snakkede sammen dagen lang og dovnet computer spil hele natten. Jeg savner vores forhold. Du gjorde så mange gode ting ved mig og jeg ved at jeg også gjorde det ved dig. Du stoppede med at ryge alt det lort, fordi jeg ikke kunne lide det. Blev bange for dig. Du sagde at jeg aldrig skulle være bange for dig, jeg var jo din skat. Jeg sagde at du skulle stoppe, bare for min skyld og du gjorde det. Det beviste så meget for mig. Hvor gik det hele så galt henne? Vi to, vi var som skabt for hinanden. Folk spurgte os hvornår de fik bryllups invitioner, du svarede altid med et smil at de ville komme indenfor 1 år. Jeg skulle bare lige være færdig med 9, jo. Vi havde allerede lagt planer for så mange ting. Kan du huske? 2 børn, en pige og en dreng. Deres navne, hvor vi skulle bo, og om at du skulle være en murer og jeg skulle være en ambulance redder. Du lovede mig at du ville opgive din drøm om soldat for mig, kun fordi jeg var bange for at miste dig. Det hele gik galt, vi mistet gnisten. Den berømte gnist, som alle piger drømmer om. Jeg havde den, sammen med dig. I så lang tid, men intet varer evigt. Vi elskede hinanden, men vi mistet det hele. Vi var ikke gode nok til hinanden længe, men ingen af os ville give slip jo .. Vi blev ved med at køre den ud. Skænderier på skænderier, kærlighed, løgn, utroskab. Vi blev ved med at prøve, 2 gange gik vi fra hinanden. Sagde til alle at nu var det slut, seriøst. Der gik ikke mere end 3 uger og vi var sammen igen. Begge gange. Vi kunne ikke undvære hinanden. Kørte det hele alt for langt ude .. Nu det snart 2 måneder siden, vi gjorde det forbi. Det var mig, jeg troede aldrig jeg ville nå til det punkt. Du sårede mig, ødelagde mig helt inderst inde. Sad og græd hver nat over dig, over dine handlinger, dine ord. Du gav bare aldrig op, indtil den skide aften hvor jeg sagde de ting til dig.. Husker stadig, dine tårer. Husker stadig hvor du sagde at jeg skulle skride nu. Husker stadig din sidste status inden jeg slettet dig som ven. Jeg var for egoistisk, men jeg har altid lært at jeg altid skal tænke på mig selv, når jeg har det dårligt.
Jeg savner dig, men jeg ved det var bedst sådan her.. Jeg drikker mig stiv hver weekend, er altid sammen med nogle, bare for at jeg ikke skal sidde og tænke på dig. Stadig sker det nogle gange, hvor jeg ender med at sidde og kigge på billeder af os to sammen, ender med at tænke på dig, selvom jeg for alt i verden ikke vil det. Jeg ved at du nok aldrig elskede mig ligeså højt, som jeg elskede dig, for hvordan kan du være kommet videre bare et par uger efter? Du var et svin, men du viste mig så meget kærlighed .. Du var det skønneste i min verden. Tro det eller ej. Vi har haft vores kampe, ville ønske at vi bare kunne snakke som venner .. Men jeg ved, det aldrig sker. Undskyld for alt. Undskyld for at jeg lod det gå så vidt. Det startede jo bare en lille leg, bare et lille uskyldigt flirt. Jeg er færdig med dig, jeg er over dig nu. Du betyder intet for mig, længere. Men ting skal du huske, jeg glemmer dig aldrig. Du lærte mig en anden side af kærligheden, tak for det.

Jeg elskede dig.

Hvorfor var du ikke stærk, mor?

"Det føles som om det kun er døden der kan hjælpe mig ud, fra den her smerte. Jeg er bedre end det, selvom det er så tiltrækkende. Jeg skal passe på min lille pige, give hende et dejligt liv. Ikke et ødelagt ungdom som mig. Hun skal have alverdens lykke, kærlighed, have et smuk bryllup ligesom hendes mor og far, nemlig os. Lov mig at du passer på min lille prinsesse, Gud. Lad hende ikke bo her i England, menneskerne her ødelægger hende, ligesom de ødelagde mig. Hun skal ikke kende til sin mors liv, hvad ville hun dog tænke? "Gid, den kvinde aldrig havde skabt mig?, Skal jeg nu hænge på hendes rygte resten af livet?, Hvordan kunne min mor give sin krop væk på den måde?, Hvordan kunne hun det, bare for at få opfyldt sine drømme?, Hvad gik der galt i min mors hoved?, Tænkte hun aldrig?" Lov mig, Gud. Lov mig at du aldrig lader hende vide de her ting. Jeg er ikke bedre end de andre unge mennesker der løber væk fra livet. Jeg er slem som dem.
Lov mig, Gud! Lov mig at du passer på min prinsesse. Giver hende et vidunderlig liv, får hende tilbage til sin far og hans familie. De vil passe på hende, ikke her. Lov mig, at du aldrig lader hende sidde med spørgsmål. Lov mig, at du finder på noget. Lov mig, at du fortæller hende at hendes mor ikke var stærk, men at hun altid skal kæmpe, men huske sit værd. Lov mig, at du giver hende alt, hvad hun ønsker. Lov mig, at du gør hende til en smuk og klog kvinde. Lov mig, at du viser hende den grusomme side af verdenen, lov mig at hun ikke bare lever i en prinsesse verden og taber kampen til sidst. Lov mig, at du aldrig giver hende et liv som mit. Husk at fortælle hende at jeg aldrig gik bort, fordi jeg ikke ville have hende. Hun er det bedste der er sket mig, men at jeg gjorde det her for hendes bedste. Lov mig, at du fortæller hende, at jeg er oppe hos Guden. Lov mig at du fortæller hende at jeg har det godt og hun aldrig skal tænke på mig. Lov mig, at du giver hende al styrke som en kvinde skal have til at leve sit liv fuldt ud. Lov mig, at du aldrig fortæller hende om hvor svag hendes mor var. Lov mig, at du gør hende stærk. Lov mig det, Gud. Lov mig at du passer på min prinsesse. Lov mig at du sørger for at hun får al den kærlighed, hun behøver. Lov mig at hun aldrig skal have følelsen af at han mangler noget."

Sikke noget du kunne skrive, var mor? At jeg skal være stærk? Hvad med dig selv, du snyd i livet. Du burde have været stærk - Jeg stærk, far var stærk, hvorfor ikke også dig? Det kunne ikke have været så slemt? Det kunne da aldrig have været så slemt, at få mig? Du lyver som en i helvedet. Mor, mor, mor, mor. Du lyver. Du lyver, du lyver. Hvis du elskede mig, var du blevet her for min skyld. Hvorfor var du ikke stærk nok, mor?

Hello good days.

Nu er du ingenting.

Jeg opfatter intet og alligevel ser jeg alt
Jeg mærker hver en dråbe, men alligevel er jeg følelsesløs
Jeg dør af kulde, men alligevel står jeg herude
For derinde, inde i varmen er der koldere end selve helvede
Mørket har overtaget din sjæl og omkring dør alt
Jeg var tæt på den sidste overgivelse
Den sidste nydelse, dig
Var klar til at overgive mig til den mørke side
Den evige had og fortvivelse
Fristet af dine søde læber
Dine øjne der trak mig dybere ned i syndfloden

Men noget træk mig den anden vej
Lyset, Glæden, Kærligheden
Jeg opdagede hvad jeg manglede i livet
Alt med dig var spændende
Alt var nyt, men alligevel følte jeg mig glemt
Gemt væk, af dit alter ego
En hemmelighed i din åh så store omgangskreds

Men jeg er ikke nogens hemmelighed mere
Jeg er ikke en du kan dominere
Jeg har fundet vejen frem
Uden dig
Jeg har fundet livets glæder og accepteret at jeg skal være alene
I hvert fald for nu
Jeg vil opdage mig selv
Lære at leve med den jeg blev født som
Jeg tager tilbage til begyndelsen
Livets rejse gennem tiden, fra start til nu

Og du, ja du bliver intet andet end et minde
En erindring om hvem jeg var engang
Og jeg vil mindes dig, med et smil på læben
Du bliver min lille lumske hemmelighed
Billedet af dig vil minde mig om at holde mig på den rene sti
Du var mit et og alt
Nu er du ingenting

En kendsgerning

Disse prosafortællinger bliver, antageligt, nedskriblet

i et forsøg på at forvisse mit sind om

at din kærlighed, til mig, ikke ophørte

før min til dig gjorde,

men i færden mod uendeligheden

er sandheden den, at

du stoppede med at elske mit væsen

længe før jeg blev bevidst om

at mit aldrig ville stoppe med at elske dit.