Snart er tiden atter kommet til den tid på året, hvor så mange skal vælge. Hvem, hvor, og hvorfor. Og jeg misunder dem. Misunder deres evne til at vælge – at de har muligheden for at vælge, om de dette år vil holde jul hos deres mor eller hos deres far. Og jeg ved godt, at det ikke altid er rart, og at selvom ens forældre er skilt, kan livet stadig gøre ondt – men hvor ville jeg dog ønske, at jeg bare havde valget. Hvad jeg dog ikke ville give, for blot at se min far én gang til. For at have ham i mit liv igen – vore alles liv. Hvad jeg dog ikke ville give for at have ham til igen at male min grå dage med regnbuens farver, og være beviset på, at uanset hvad, skal det hele nu nok gå. Også selvom der intet som helst positivt i dette findes, så har det lært mig, at værdsætte de øjeblikke, som man ellers ikke så som noget specielt. Det har lært mig, at uanset hvad, må vi aldrig tage muligheden for at leve livet, forgivet. I morgen er der endnu en dag, og selvom det er hårdt at være alene en gang i mellem, så skal vi huske på, at tæller man de gode dage sammen, bliver det vel altid et tocifret tal hver måned.
Live, love, laugh.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar