"Okay nej, fuck det, jeg lyver"

Vi har erindringer, der vil være for evigt. Okay nej, fuck det, jeg lyver. Mine erindringer vil blive for evigt, mens dine sikkert allerede er løbet tør for damp. Sandsynligvis ikke, men jeg vil tro det. Hvad er jeg så til dig? Jeg er en af ​​alle de piger. Du er godt tilfreds, hvis jeg bliver vred og vi stopper, så har du en mindre at beskæftige dig med. Jeg kan forestille mig, at det er rart. Så jeg valgte for 3 måneder siden at holde mig væk fra dig. Bare så du kunne undgå flere problemer. For der er ingen mennesker, der inderst inde ønsker at være et problem for andre. Hvis man ønsker at skide, med fucking dem, der elsker dig, så der noget galt med dig. Jeg elskede dig. Jeg holdt op med det, eller måske bare holdt op med at vise det. Det nytter intet, det skader kun mig selv. Jeg tænkte, at når man var forelsket, at man havde brug for personens nærhed på alle tidspunkter. Sidste sommer, var jeg bange for at falde i søvn fordi jeg troede, jeg ville vågne op uden din kærlighed, var så bange. Jeg var så bange for det ville forsvinde, hvad jeg ville fortælle dig, hvis det ikke forsvandt. Men nu beklager jeg. Jeg sover hele tiden, sover tidligt om natten. Elsker at mine drømme har været i stand til at forudsige, hvad der ville ske, eller  advare mig om det hele. Men nej, jeg syntes stadig at du var drengen i mine drømme. Du var der. Hver nat. Jeg var glad, du var ikke alene en drøm. Du var min virkelighed, min skat, min dreng. Løgn. Du har altid været så forfærdeligt falsk. Du ved, hvad det værste er? Det er, at jeg er begyndt at tro, ​​at jeg rent faktisk var den eneste pige for dig. Jeg begyndte og tro på hvert evig eneste ord der røg ud af din mund. Jeg begyndte at tænke, hvorfor er du stadig her, hvis du er den forkerte? Jeg valgte mig selv, jeg gjorde mig selv stærk. Jeg var stærk nok til at sige farvel til dig, min elskede gennem 8 måneder. Mine erindringer, de vil være i mit hjerte for altid.