Farmor.

Idag, imorges da jeg kom hjem fra Tyskland, tog jeg ud til min farmor på hospitalet.. Først gang i nærmest en uge, jeg turde tage derind og se virkeligheden i øjnene.. Og jeg græd, rigtig meget, nærmere tudet. For, nu kan jeg se hvor svag hun er i virkeligheden. Aldrig har jeg set hende sådan før, helt målløs. Tænk hvad der kan ske ved en lille bil uheld.. Nu har jeg været sammen med Josephine i to dage, så i aften kommer Kathrine og sover.. Men det føles sådan rimelig tomt, ikke en farmor der vækker mig hver morgen, ikke en der har lavet morgenmad til mig, ikke en der bliver mobset pågrund af mit tøj valg, ikke engang en der kysser mig på munden længere når jeg skal ud.. Ikke en der sidder der med høj tv lyd i stuen, og ikke en normal familie der er der for mig længere.. Hun var den eneste, den eneste der kunne fortælle historie om min far da han var lille, selvom jeg har hørt dem alle 100000 gange, ku jeg ikke få nok. Den måde hun fortalte om far på, den måde hun beskrev alting på. Det var som om han var levende igen.. Nu det hele væk, bare sådan, helt væk. Så sidder jeg her inde på mit værelse, helt alene og tænker på hvor længe jeg har min farmor, hvorfor jeg ikke bruger mere tid med hende over i hospitalet egentlig.. Tænk hvis hun bare forsvinder en eller anden dag, jeg bliver ringet op af en eller anden, der fortæller mig at hun er væk.. Også vil jeg uden tvivl sidde med skyldfølelse, over hvorfor fanden jeg ikke brugte den sidste tid med hende når jeg uden tvivl tog tidligere hjem fra ferie for at være der for hende.. Det eneste jeg gør nu, er at skubbe hende væk fra mig. Det samme gjorde jeg med far, jeg fortryder det.. Fuck det, min farmor må ikke dø.. Ikke allerede nu..