Mit hjerte.

Men måske blev jeg født sådan. Måske er mit hjertes vægge tyndere end andres. Eller mit hjerte mindre eller større, med for få kamre eller måske for mange. Måske blev jeg født med mit hjerte udenpå brystet, og lægerne kunne ikke se det, men med tiden forstod mine forældre, og de som kom nær. De så det med det samme. Syet på udenpå mit bryst. Bankende og fint og skrøbeligere end andres. Og jeg lod dem alle komme ind og forsøgte at passe verden ind, så den kunne være derinde, men der var ikke nok plads, og det krakelerede, delte sig. Eller måske blev det sammen. Måske er det blot, som det er, skrøbeligere end andres. 
Måske er det derfor, at jeg har lettere ved at græde. Måske er det derfor, at jeg synes, at alt er så ufatteligt smukt og besynderligt og sørgmodigt. Måske var det derfor, at jeg fandt ordene. Så jeg kunne føle, at mit hjerte var som de flestes. Måske er det sådan med os, nogle af os. Vi ødelægges nemmere. Alting kommer så tæt på, så smertefuldt og fint. Fordi vores hjerter er mindre eller større. Eller udenpå. På vrangen. Forkerte og rigtige på samme tid. Måske er det derfor, du græder, når du lytter til regnen. Eller altid hører musikken. Måske er det derfor, du føler dig så hul og tom og fuld på samme tid, når du ser efterårsbladene danse i blæsten. Eller de nøgne træer i januar, eller kærlighed som faldt i søvn under sneen. 
Men måske vil det vokse med tiden. Eller falde sammen. Eller måske vil det finde sin egen vej ind i mit bryst, måske vil det falde på plads en nat imens jeg sover, og jeg vil vågne og ikke græde over tilværelsen og verden og menneskerne. Måske vil mine vægge blive tykkere, og jeg vil lære ikke at lukke alt ind så let. Eller måske skal vi leve sådan for evigt. Forsøge at opbygge noget i os. Og lære at reparere os selv, siden vi er så fragile, så let ødelagte. Måske er det sådan, vi må leve. Måske var det sådan, vi blev født.