Jeg skriver ned for mig selv, ikke for jer. Men jeg elsker tanken om andre læser det, så sidder jeg ikke inde med det.. Derfor deler jeg ud. Deler min blog ud. Deler min dagbog ud. 

Nu skal du høre. 

Jeg er indlagt. Jeg er indlagt fordi de er bange for jeg har spise forstyrrelse. Jeg har behov for at komme ud med det her, bære over med mig .. 

Jeg er indlagt, de tror jeg er sindssyg. At jeg har mistet forstanden, mistet alt efter min far. Det er den samme hospital. Jeg har hilst på de mennesker der også var her i 2010. December 2010. D. 3 december 2010. Det er de samme læger. De har været oppe og snakke med mig. Givet mig kram. Sagt det hele nok skal gå. Hvad er det der nok skal gå? Jeg har opfattet han er død. Jeg har opfattet at folk viser sympati alene fordi det er noget man skal mod folk der har mistet. Vise sympati selvom de er røv ligeglade. Så rend mig, så langt op i røven. 

Jeg har planer om at flygte. Flygte ud fra kbh, væk fra det her kaos. Bare flygte hen til et sted ingen kender mig. Starte helt forfra. Et sted hvor jeg kan lave mig en ny person. Være en ny Katrine. Jeg vil flygte til Spanien, så vil jeg bo der og arbejde med børn. Og i fritiden så vil jeg skrive. Og jeg vil aldrig nærme mig en fyr, nej. Jeg vil få kunstig sæd, få mig to børn. Også leve med dem i Spanien. Give dem det perfekte liv. Intet de skal mangle. Jeg kan godt lide og drømme mig væk. Drømme om et andet liv. Jeg hader det her liv. Nej, jeg hader det ikke men jeg elsker det heller ikke. Det ned af bakke. Kommer der et tidspunkt hvor det op af bakke er der altid en idiot der skubber mig ned af bakke. Og jeg har svært ved at kravle op af bakken igen. Jeg ikke så stærk. Ligesom nu. Jeg er så svag, så svag. Derfor jeg er indlagt. Jeg kunne slet ikke stå på mine egne ben til sidst. Jeg har tabt mig 6 kg lige siden nytår. Det ikke fordi jeg ikke spiser, for det gør jeg. Tro mig. Jeg har det bare ikke godt. Og jeg ønsker ikke nogle der har ondt af mig, dem er der alt for mange af rundt om mig. Jeg ønsker bare at alle er som det for to år siden. Jeg ønsker at jeg kunne spille håndbold igen. Jeg ønsker at jeg kunne skrive lykkelige tekster stadig. Jeg ønsker at jeg kunne smile fra hjertet af. At min latter kom fra hjertet af. Jeg ønsker så mange ting. Men livet går videre, det forandre sig hele tiden, intet er det samme hele livet igennem. Ikke engang jeg selv. Jeg ønsker at glemme alt for et lille sekund og bare være Katrine. Bare danse, grine, smile og lege. Bare for et lille sekund. Bare være mig selv. Jeg føler mig som en gammel dame. Indlagt, samtaler med psykolog hverdag. Vejes hverdag. Proppes med medicin, blodprøver, nåle og jeg ved ikke hvad.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre længere.. Jeg flygter snart, virkelig. Jeg vil bare afsted. Starte helt forfra. 

Og nu har jeg ikke mere at skrive, jeg skulle bare ud med det her pis.